Linedance - hvad er det?
 

Silverstar Linedancers er en klub, som i september starter vores 6. sæson. Vi er en forholdsvis stor linedance klub med over 150 medlemmer, fordelt på mere end 10 hold, hvor vi underviser alle - lige fra nybegynderen, over seniorer, letøvede til turbo/øvede dansere, samt pardansere - og så har vi vores helt eget herrehold.

Linedance er en amerikansk folkedans, der hører under country & western dans, og er en danseform, hvor man danser uden partner og kropskontakt - altså på rækker, eller på lines, som det hedder. Opstillingen ligner et gymnastikhold.

Der findes også linedance for par - kaldet coupledance, som man også kan danse hos os. Vi gør opmærksom på, at man skal kunne grundtrinene til linedance før man kan lære pardans - dvs. min. et års undervisning.

Dansene består af et vist antal takter/trin som gentages, til der ikke er mere musik.
Linedance danses fortrinsvis til iørefaldende countrymusik, som indeholder mange stilarter.
Når du først bliver introduceret til linedance, vil dansen uundgåeligt have en meget positiv effekt på dit humør, men sandelig også på dit helbred, men PAS PÅ ! Man kan blive frygtelig afhængig af linedance!

Det er helt igennem positivt, festligt og livsbekræftende at danse linedance, og ALLE kan få udbytte af dansen og glæden uanset deres sportslige formåen.